Dagsorden

  1. Valg af dirigent. (Må ikke være medlem af bestyrelsen).
  2. Formandens beretning; herunder foreningens virke i det forløbne år, samt planlagte aktiviteter.
  3. Arkivlederens beretning; herunder arkivets virke i det forløbne år.
  4. Kassererens beretning; herunder godkendelse af foreningens reviderede regnskab.
  5. Behandling af indkomne forslag; der er ikke kommet forslag til behandling.
  6. Fastsættelse af kontingent.
  7. Valg af formand, bestyrelse, bestyrelsessuppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

(Valg gælder for 2 år. Revisorsuppleant - dog kun 1 år).

Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer:

             Else Hansen - Modtager genvalg

             Børge Bryld - Modtager genvalg

             Leif Petersen - Modtager genvalg

             Linda Søegaard - Modtager genvalg

Valg af 1 bestyrelsessuppleant:

             Else Petersen - Modtager genvalg

Valg af 1 revisor:

             Mogens Larsson - Modtager genvalg

Valg af Revisorsuppleant:

             Theodor Schmidt - Modtager genvalg.

 8. Eventuelt

 

Mødereferat fra generalforsamlingen den 27. februar 2020 kl. 19.00 i Lokalhistorisk Forening for Vojens-området, afholdt i den store sal i Danmarksgade 16, Vojens

Velkomst :

Foreningens formand Hans Muurmann bød velkommen til  60 fremmødte medlemmer

og orienterede herefter om aftenens program, som i øvrigt begyndte med, at

forsamlingen sang sangen skrevet af Maren Sørensen på afstemningsdagen den 10. februar

1920 på melodien: ”Du skønne Land med Dal og Bakker fagre”.

Valg af dirigent: Bestyrelsen foreslog Helge Tobiasen som dirigent, der blev enstemmigt valgt.                                                                                                             Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, hvorefter dagsordenen var godkendt.

Formandens beretning: 

Formand Hans Muurmann aflagde beretning for årets gang i foreningen.

Der var ingen spørgsmål til beretningen.

Beretningen blev enstemmigt vedtaget.

Beretningen er – som en integreret del af referatet - vedlagt dette referat som bilag 1.

Arkivlederens beretning:

Arkivleder Agnes Svendsen aflagde beretning for årets gang i arkivet.

Der var ikke spørgsmål til beretningen.

Beretningen blev enstemmigt vedtaget.                                                          

Beretningen er – som en integreret del af referatet – vedlagt dette referat som bilag 2.

Kassererens beretning:

Kasser Børge Bryld gennemgik de enkelte poster og forklarede, at regnskabet viste et tilfredsstillende overskud på 30.334,17 kr., der var overført til egenkapitalen.

Regnskab og balance blev enstemmigt vedtaget.

Behandling af indkomne forslag: Der var ikke modtaget forslag til behandling.

Fastsættelse af kontingent: Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 100 kr. pr. år.

Der var ikke spørgsmål til forslaget.

Dirigenten kunne konstatere enstemmig opbakning til forslaget.

Valg til bestyrelsen, bestyrelsessuppleant, revisorer og revisorsuppleant:

Valg til bestyrelsen:

Else Hansen, Linda Søegaard, Børge Bryld og Leif Petersen blev alle enstemmig genvalgt.

Valg som suppleant:            Else Petersen - Enstemmigt nyvalgt

Valg som revisorer:              Mogens K. Larsson - Enstemmigt genvalg

Valg som revisorsuppleant: Theodor Schmidt - Enstemmigt genvalg

Eventuelt: 

Flemming Bossen havde spørgsmål til Persondataloven angående opslag af billeder.                                                                                                       Arkivleder Agnes Svendsen svarede på spørgsmålet, idet hun samtidig håbede på, at en revision af forordningen ville gøre arbejdsvilkårene for arkivarbejdet kunne/ville blive forenklet.

 

Birgitte Mouritsen delte en oplevelse fra en svunden tid i Post Danmark, hvilket resulterede i en deltagelse direkte på nationalt TV. En super oplevelse for Birgitte, som forsamlingen fik et indblik i.

Hans Muurmann takkede dirigenten for veludført job, og overrakte ham en velfortjent gave for aftenens job.

Generalforsamlingen sagde tak for indsatsen med klapsalver.

___________________________________________________

I kaffepausen kunne kaffen og hjemmebaget nydes i forbindelse med en god snak hen over bordene.

 

Sven Erik Ravn

Herefter fik Sven-Erik Ravn - ordet, og han kvitterede med et utrolig flot og meget morsomt foredrag om "Sønderjysk Humor - osse for danskere"

Sven-Erik kom rigtig langt omkring og med mere end en times underholdning, hvor smil og latter afløste hinanden, blev det en dejlig aften i selskab med de gæve sønderjyders fortræffeligheder.

Der blev også tid til at synge et par sange, hvor Leif Maibom havde sat ny tekst til ældre melodier, hvor sønderjyderne igen var i centrum.

Klapsalverne efter foredraget fortalte på tydeligste vis, at generalforsam-lingens deltagere havde følt sig rigtig godt underholdt.

                                                                                                                          

Mange tak til Sven-Erik Ravn for en super hyggelig aften.

________________________________________________________________

Aftenen blev afsluttet kl. 22. med sangen ”Det haver så nyligen regnet” med tekst af J. Ottosen, 1890.

Formand Hans Muurmann kunne afslutte aftenen med en tak for fremmødet til generalforsamlingen og foredraget.

   Vojens, den 28. februar 2020

   Referent: Leif Petersen          Dirigent: Helge Tobiasen

 

BILAG 1.

Bestyrelsens beretning for 2019

I starten af hvert år holder vi et Nytårsmøde hvor bestyrelsen og arkivmedarbejderne deltager. Her kan alle komme med nye ideer og forslag. Dette har bevirket at vi nu har fået et skilt ved døren med vores åbningstider og tekst på vinduerne til arkivet. Et andet forslag var mangel på garderobeplads til overtøj. Der er nu anskaffet 2 mobile tøjstativer. Ønsket om en trappelift arbejdes der på sammen med Haderslev Kommune og vi håber på en snarlig løsning. Vi har også fået ny fremviser og nyt lærred der er større og højere oppe så det bliver lettere at se. Og det er nu blevet muligt at blive medlem via vores hjemmeside. Sidst i 20018 kom vi på Facebook, men først i 2019 tog det rigtig fart. Her bliver der løbende lagt billeder op som bliver livlig kommenteret og vores arrangementer bliver lagt på Facebook (og vores hjemmeside). Med pt. 383 (16-2-2020) når vi ud til en del på Facebook. Er du endnu ikke medlem i gruppen så meld dig ind hvis du er på Facebook. Vi fik også en ny hjemmeside i 2019. Det skal gerne gøre den mere brugervenlig og lettere for Jens Simonsen (vores webmaster) at lægge ting op på siden. I løbet af året har vi også fået et logo. Vi synes det er blevet rigtig flot, det indeholder vores forkortelse LFV og de 2 ravne fra det gamle Byvåben for Vojens kommune og 5 prikker, en for hvert sogn vi repræsenterer.

I året løb har vi indsamlet mailadresser på de medlemmer der har en. Det gør det lettere at give information til medlemmer og det sparer foreningen for udgifter til porto, dette ses bl.a. ved restancer hvor vi nu sparer en del porto, ang. betaling har vi undersøgt om betalingsservice var en mulighed, men det er besværligt og for dyrt.

Medlemsmæssigt har vi fremgag, pt har vi 430 medlemmer.

19 marts holdt Agnes Svendsen og Jes A. Ratzer foredrag om jernbanen i Vojens. Et spændende foredrag som var velbesøgt.

22 maj besøgte vi Vojens Kirke. 3 gode fortællere fortalte om kirken, kappellet og kirkegården. Bagefter serverede de kaffen for os. Tak til Vojens Kirke for en rigtig god aften.

29 oktober holdt Agnes Svendsen og Jes A. Ratzer igen foredrag. Denne gang om forsvundne huse i Vojens. Igen et godt og velbesøgt arrangement.

Udgivelsen af vores årbog var i år flyttet til en lørdag eftermiddag. Igen er det lykkedes redaktionen at lave en flot og spændende årbog. Tak til dem. Efter flere års fravær deltog vi igen på Tørning Mølles Julemesse. Vi havde en del besøg på standen, men en placering på 2 sal var ikke ideel da trapperne er temmelige stejle, og ikke alle kom helt derop. Vi deltager igen i år og håber at komme længere nedad i møllen.

2020 vil blive præget af genforeningen. En lille gruppe fra arkivet har lavet en fin udstilling som skal bruges rundt i området i løbet af året. Indtil nu har den været på Skausminde i Over Jerstal og Landbohjemmet i Vedsted og her i Vojens. Den bliver stillet op de steder igen og kommer også til Nustrup. Husk at se udstillingen, den er et besøg værd. Vi har selv afholdt det første arrangement. En sang eftermiddag med Trine og Allan. En god eftermiddag som var helt udsolgt.

I 2019 udnævnte vi 3 nye til æresmedlemmer:.

Det var Agnes Svendsen, Else Petersen og Preben F. Nørup. Agnes havde tillige 30 års jubilæum og Else Petersen 25 års jubilæum.

 

BILAG 2.

Årets gang på arkivet i 2019

Af arkivleder Agnes Svendsen

I 2019 er der registreret 118 afleveringer, dvs. ca. 3 hver åbningsuge, nogle kan være et par enkelte billeder, mens andre omfatter flere klap- eller flyttekasser. Vi har i 2019 haft 164 besøgende på arkivet, heraf 2 grupperundvisninger, samt 329 deltagere til arrangementer (generalforsamling, jernbaneforedrag, forsvundne bygninger i Vojens og årbogs- og kalender reception). Der følger afleveringer eller kontakter med mange af besøgene.

Eksempler på afleveringer i 2019:
Vi har modtaget mange konfirmand- og skoleelevbilleder fra vort område + rigtig mange lokale billeder, bl.a. leveret via hjemmesiden ”vojensbilleder.dk”. Skoleelev- og konfirmandbilleder efter 1970 må vi desværre, på grund af persondataloven af maj 2018, offentliggøre uden billede på arkiv.dk. Det er træls, da netop disse billeder er meget besøgte, men vi har billederne liggende på vores server for interesserede.
Vi har modtaget et maleri af gården ”Nygaard” i Kolsnap; historien om Skriverhuset ved Tørning Mølle; indbyggere i Vojens Sogn 1948-1957 (kirkebogsoplysninger); vaser med motiv ”Hotel Pauli” + et stempel fra Hotel Pauli fra ophørsauktion 2017; dias fra Bregnbjergskolens lejrskole til Harzen 1970; lokalhistoriske bøger; mange familiebilleder og slægtshistorier; videoklip (2 minutter) om bunker fra 1. Verdenskrig ved Lille Vedbølvej; materiale om radarstation Bæk; kassettebånd med Gerhard Schødt optagelser fra 1990 om Over Jerstal; udstykningskort Høgelund 1789; SAS passager billet Skrydstrup-København 1983; materiale om Bæk Skole; afstemningsplakater i A5 størrelse; hæfte fra HSUF Hammelev Sogns Ungdomsforening 100 års jubilæum; kassebøger m.m. fra Over Jerstal Mejeri og Løhndorfs forretning; billeder fra 3 Vojens firmaer: Paulsens bager- og konditorforretning, Østergade 24 (hvor nu frisør Hänel bor), VVS firma Aage Jørgensen og Østergade 25, snedker Gunnar Jørgensen; 1 flag, Vojens Kommune, hvidt med byvåben i farver; arkivalier om Ustrup bagerforretning + manuskript til foredrag om Ustrup holdt i 1980’erne på Vedsted Folkehjem + billeder fra Ustrup, dette materiale skal bruges til en Ustrup-aften efteråret 2020 på Vedsted Landbohjem; arkivalier fra Vojens Efterlønsklub og Skrydstrup Sogns Husholdningsforening (1961-1999).
Jeg kan kun opfordre til, at man afleveringer gamle protokoller m.m. fra foreninger til arkivet. Så er man sikker på, de bliver bevaret for eftertiden, og foreningen kan ved afleveringen betinge sig retten til senere at se i afleveringen efter behov, f.eks. ved jubilæer.
Fra en giver har vi fået foræret ellers udsolgte bøger til salg: Egnen omkring Vojens. Af H.V. Gregersen. 15 ex. til salg. Nustrup Sogn. Af Steffen Steffensen. 8 ex. til salg.

Vi får mange forespørgsler pr. mail, om vi kan hjælpe med oplysninger, og vi modtager jævnligt mails med tilføjelser, rettelser m.m. til vore registreringer i arkiv.dk. Vi har 19.027 billeder registreret i vores database Arkibas5, men vi har flere tusind billeder skannet, der mangler at blive registreret i Arkibas5 og dermed i arkiv.dk, så arkivmedarbejderne klør på med billedregistreringer.
arkiv.dk havde d. 20. februar 2020 5 års jubilæum, og der er flere og flere, som finder gode billeder her og be’r om at få tilsendt pr. mail. F.eks. fik vi sidst i januar en mail fra Kastvrå, at de skulle ha’ et genforeningsarrangement med udstilling d. 9. februar. Spørgeren havde fundet 21 billeder fra Kastvrå i arkiv.dk. Det syntes jeg var for mange at sende pr. mail, for i en god opløsning fylder de en del, så i stedet blev de overført til et USB stik, som blev hentet på arkivet og så kunne bruges direkte i computeren.

Kalender for 2020 har tema ”Forsvundne bygninger i Vojens-området”.
Oplaget er på 150 eksemplarer, hvor vi nu kun har 21 til rest, så det kan nås endnu at købe kalenderen med historierne om disse forsvundne bygninger i Vojens-området.

Igen i år en stor tak til alle de frivillige arkivmedarbejdere, som trofast kommer og gør en stor indsats i arkivarbejdet hver på sit specielle område. Registreringsgruppen består af 23 arkivmedarbejdere, som arbejder i 3 hold, tirsdag aften og torsdag eftermiddag, hvor der er åbent for besøgende + en arbejdsformiddag onsdage, hvor der ikke er åbent for besøgende. Arkivmedarbejderne har i 2019 haft 2.284 arbejdstimer på arkivet og 3.670 hjemmearbejdstimer, i alt 5.954 timer, et par hundrede timer mere end i 2018. Det svarer til godt 3 årsværk/fuldtidsstillinger.

Også en stor tak til Bent Juhl Lund, fordi han fortsat gør en stor indsats for at få vores flagskib, årbogen, klargjort til trykning.
Som altid efterlyser vi emner til gode artikler til årbogen, så har du noget liggende eller kender du nogen, der kan gemme på noget af interesse for vores årbog eller har lyst til at skrive en artikel til årbogen, så kontakt os.