Peter Nicolaisen Lagoni
Manden der opkøbte det halve Vojens.

Det siges at han ved et par opkøb af landejendomme havde ”slagtet” et par stykker, det var nok ikke just en fremgangsmåde som gjorde ham særlig populær på de kanter.
Af Jes A. Ratzer – 2013
Fotos udlånt af vojensbilleder.dk
Den samlede historie om Peter Nicolaisen Lagonis tid i ”Woyens” Vojens. I daglig tale kaldt Peter Nicolai.
Peter Nicolaisen Lagoni er født den 10.10.1929 i Hyrup, Bevtoft. Hans far var sognefoged og gårdmand Nicolaj Peter Lagoni (1799-1874) – mor Anne Elizabeth Krüger (1798-1867). Forældrene blev gift i 1825, Peter Nicolai var nr.3, ud af i alt 8 søskende.
Familien ejede en af de store gårde ”Kiskelund”, den lå i udkanten af landsbyen Hyrup. En gård som Peters Nicolais bedsteforældre tidligere havde ejet, ja, gården havde været i familiens eje i generationer og omfattede nu et areal på ca. 25 tønder land.
Generationerne forinden Lagoni-navnet blev en realitet, var henholdsvis Petersen og Nicolaisen familienavnet. Den første der får efternavnet ændret er Peter Lagoni (1774-1813). Han er en farbror til Peter Nicolai, efterfølgende har Peters Nicolais far også ændret sit efternavnet til Lagoni.
Peter Nicolai var en rigtig eventyrer, og havde i sine unge dage levet livet som guldgraver, det havde ført ham vidt omkring til både Australien og Californien og det ”Wilde Vest” i Woyens. Sidstnævnte sted blev han endda i folkemunde kendt som ”Pæe af Woyens” eller ”Woyens Kong”, og det fortælles, at han bebærdede sig også som sådan.
Det frie og barske liv som guldgraver passede ham fint, det bragte ham helt til Australien først i 1850’erne, hvor heldet havde været med ham. Han fortalte med stolthed om sine gode guldfund, og at han havde hjembragt det meste. Hvor mange penge han i virkeligheden havde med, vides ikke. Han holdt sig ej heller tilbage med at fortælle om sit eventyrlige liv derude på prærien, hvor han havde færdes på hesteryg med revolveren i bæltet. Senere da han vendte hjem til hjemstavnen, kunne han ikke affinde sig med det stille liv, han var rastløs og landbolivet faldt ham kedsomlig. Han fordrev i stedet tiden med opkøb af forsømte landejendomme, opdelte jorden og solgte med stor fortjeneste. Endvidere at han havde forsøgt sig med gårdslagtninger.
Det siges at han ved et par opkøb af landejendomme havde ”slagtet” et par stykker, det var nok ikke just en fremgangsmåde som gjorde ham særlig populær på de kanter. Om det var grunden til at han rykkede teltpælene op, og i omkring 1861-62 havde bosat sig i Haderslev, vides ikke. Godt et par år forinden var han 13.08.1858 blevet gift i Bjolderup kirke med Bodil Schmidt fra Rejsby. Et par børn havde de fået. Bodil var datter af Hans Sørensen Schmidt, som var en velhavende gårdejer i Rejsby.
Rastløsheden naglede sig stadig til Peter Nicolai, og han havde lagt store planer for fremtiden. I Haderslev havde han fået nys om, at jernbanelinien skulle anlægges mellem Vamdrup og Flensborg ude vestpå, det sandet – lyngbegroede og sumpet sted som blev kaldt Woyens. Hvem der havde givet – de for ham værdifulde oplysninger, er der ingen viden om. Måske havde han læst det i de lokale aviser, eller også havde rygterne om jernbaneanlægget spredt sig mellem folk helt nordpå. Men indlysende var, at det ikke var noget der gik hans næse forbi. Han håbede på at skabe sig et eventyr i det såkaldte ”Wilde Vest” i Woyens. Han måtte vide hvem der ejede de sandede landområderne, som nu havde skærpet hans interesse.
En dag sadlede han hesten i Haderslev og red mod vest. På Woyens egnen havde han reddet forbi de sandklitterne og lyngfyldte områder, hvor han kunne regne ud at jernbanen ville blive anlagt, hvis rygterne da holdt stik. Han har nok spurgte sig frem, da han ankom derude, og i Billund nord for Woyens havde Peter Nicolai fundet frem til gård nr.25, her skulle han træffe gårdejer Hans Jørgensen Nørgaard. H. J. Nørgaard var da også den rette indehaver af arealerne som han var interesseret i at slå en handel af med.
Efter en god og givtig handelssnak med H. J. Nørgaard eniges de om, at Peter Nicolai kunne købe 25 tønder og 7 2/16 skæpper bonit grund for en beløb 2400 M. Efter datidens priser fik han arealet meget billig. Da de officielle papirerne senere kom for dagens lys, lød dateringen den 29.7.1865. Håndslaget med Nørgaard var formentlig foretaget noget tid forinden.
Som tiden skød frem, fik han udstykket området til byggepladser, man må dog formode at udstykningen i starten må have været mere spontant end planlagt, man handlede om det, som det hed sig, når Peter Nicolai var involveret.
Da byggeriet af jernbanen blev iværksat, meldte han sig hos den engelske ingeniør i entreprenørselskab Peto, Brassey & Betts. Af sine mange ophold i udlandet, var Peter Nicolai beriget med sin store kendskab til det engelske sprog, yderligere var han af den type der kunne styrer de hårde jernbanebørster, som skulle arbejde med skovl og hakke. Overleveringen fortæller, at han kunne slå en proper næve og svinge pistolen, men det kom dog aldrig så vidt at våbnet blev taget i brug. Peter Nicolai fik straks ansættelse, og byggede sig en jordhule, som han så ofte havde gjort i guldgraver-tiden i Australien. Hans adresse var ”Jordhulen ved Woyens Station”.
Blandt jernbanebørsterne var der både polakker, svenskere og tyskere. Arbejdet var på akkord, og de tjente godt. Husly fandt de hvor de kom frem, oftest i stalde og lader hos de lokale bønder. Andre nøjedes med en primitiv jordhule eller afskærmning af en eller anden art, et tag over hovedet.
Driftige handelsfolk strømmede til for at forsyne og sælge alverden varer, mad og drikkevarer til de hårdtarbejdende jernbanebørster. Handelsfolkene opbygget ofte interimistiske kantiner, som igen hurtigt kunne flyttes til nye steder.
Stemningen mindes nok nærmest om livet i anden verdenskrigs brunkulslejre, det berettes om sindrige hasardspil, siden hen blev spillet også kaldet ”At spille på sekseren”.
Det var ikke kun tale om de hårde jernbanebørster som fulgte med hele vejen af byggeriet, arbejdet tiltrak endvidere også danske folk der søgte arbejde. Det var bl.a. arbejdsfolk, daglejere, forkomne husmænd og fattige håndværkere der kom fra nær og fjern. Hvis folk yderligere rådede over en spand heste og arbejdsvogn, var de særlig heldigt stillet. Arbejdet krævede at der skulle gravet og fragtet uhyre mængder sand, grus og skærver. I miles omkreds fik bønderne en ekstra skilling, deres store dynger af marksten fik de slået til skæver og solgt til det engelske selskab.
Peter Nicolai blev det, vi kalder underentreprenør. Han kendte mange på egnen, eller også kendte de ham, og han lejede mange spand heste med folk og redskaber hos dem. Han havde næse for at finde materialer, og købte kontant, og leverede efter englændernes ønske til den aftalte tid.
Det gav respekt til alle sider, og efter kort tid bar han titlen ”Pæe af Woyens”. Det engelske selskab havde oparbejdet et godt forhold til Peter Nicolai hvis hårde metoder accepteres, blot han var pålidelig. Folk på egnen ville hellere handle med guldgraveren end med de andre kæltringe, der på den ene eller anden vis havde mavet sig ind i jernbanearbejdet.
Efterhånden som jernbaneskinnerne blev udbygget, kom det første tog til Vojens den 18.sep.1864. Efter forsinkelse pga. af krigen i 1864, kunne banens officielle indvielse fra syd over Røde kro til Woyens dog først foretages den 01.nov.1866.
Vojens fik i 1865 opførtes den endelige banegård, en lokomotivremise samt en vandbeholder af træ.
I sidste halvdel af 1860’erne, blev der bygget og overdraget en 2. klasses statsjernbanestation. Den blevet opført efter standardtegninger og bygget af det samme engelske firma som byggede banelinien.
Handlende og håndværkere kom som de første og slog sig ned i nærheden jernbanestationen. Veje begyndte at blive anlagt, og som noget af det første kom der kro og gæstgiver. I 1866 fik Bodil og Peter Nicolai deres datteren Christina Petrea døbt i Jegerup kirke, og her er Peter Nicolai noteret som gæstgiver i Woyens.
Gæstgiveriet som bliver omtalt i kirkebogen beskrives med navnet ”Krugstelle” (Krosted). Som bekendt sættes Vojens Kro altid i forbindelse med det senere Hotel Vojens på Østergade. ”Krugstelle” lå øst for banen, adressen var Osten-chaussee ”Østergade 3” (nu nedrevet), det blev opført i midten af 1860’erne af Peter Nicolai, og efterfølgende drev han kroen fra 12.12.1865 – 28.10.1867, altså i en forholdsvis kort periode.
I kontrakten af 1867 ved salget af ”Voÿens Kro” mellem Peter Nicolai og den nye forpagter, gæstgiver Hans Nielsen står der, citat: ”med de ved Kroen østen for Jernbanen og til Nord og til Syd for Haderslev Ribe Landevei beliggende Jorder”
I marts 1869 sælger Peter Nicolai et hus til schlachter und gastwirth Jacob Christian Berendsen, og det ved vi er på Østergade 3. J. C. Berendsen nævnes som gastwirth, og på kroen kunne datidens arbejdere spise et varmt måltid mad. I et notat skriver korn- og tømmerhandler Julius Nielsen, at han i de første år han boede i Vojens, og inden han blev gift i 1871, spiste sit daglige varme måltid på kroen.
Nu ser det jo nok besynderligt ud, at Peter Nicolai først forpagter kroen ud i 1867 til Hans Nielsen, men så sælger kroen i 1869 til J. C. Berendsen. Desuden nævnes i en senere kontrakt fra marts 1876 mellem Hans Nielsen og den næste ejer af kroen, Anders W. Jensen fra Brændstrup. Citat: ”25.Octbr.1872 tilhørende (=Hans Nielsen), ved Voÿens Banestation beliggende Eiendom, Voyens Kro Kaldet”.
Hans Nissen har nok så i mellemperioden fra 1869-72 fortsat forpagtningen til Peter Nicolai, men om slagter J. C. Berndsen var gastwirth, må betvivles, da Hans Nielsen stadig havde forpagtningen af kroen, og som følge deraf må være den reelle gastwirth.
Efterfølgende har Hans Nielsen i okt.1872 købt kroen af Peter Nicolai. J. C. Berndsen fortsætter med sin slagterforretning i huset indtil 1878, uden at det faktisk er afklaret, hvem af de to der er indehaver af ejendommen, som indeholder både kro og slagtervirksomhed og privatbolig.
Gæstgiveriet vest for jernbanen blev også drevet af Peter Nicolai, det første rigtige sten hus i byen, Westen-chaussee ”Vestergade 3”. Ved en renovering af bygningen, fandt man under reklameskiltene over butiksvinduerne navnet ”Ølkonvent”, en noget usædvanlig betegnelse. Oversat betyder det ”Ølsammenkomst eller Ølforsamling”. Gamle kilder nævner en Woyens Vesterkro, formodentlig en forløber for gæstgiveriet og det senere kendte Hotel Pauli. Huset på Vestergade 3 blev opført 1865, og det blev nedrevet i 1996. Om Peter Nicolai var den oprindelige initiativtager til byggeriet af Hotel Pauli i 1870 er ikke helt klarlagt, men efter sigende drev han hotellet på Vestergade 5 i en periode.
Tingbogen viser, at Peter Nicolai i løbet af få år fra 1864 til begyndelsen af 1970’erne har været involveret i omkring 40 ejendomshandler og en del byggerier. I nogle år var han desuden en stor korn- og foderstofhandel med pakhus på vestsiden af jernbanen, senere kendt og overtaget af Julius Nielsen. Julius Nielsen havde dog forinden overtaget en kornforretning på Østergade 13, det blev starten til den senere store korn og tømmerhandel, og ikke mindst smøreksportforretningen på Vestergade 1.
Den almindelige formodning var, at Peter Nicolai tjente gode penge hvad han så end foretog sig, og misundelsen på hans handelsevner var stor blandt befolkningen. De der havde lidt penge til overes, og de kom fra både Haderslev og Woyens og oplandet, anbragte deres opsparing i hans forretninger, han gav dem gode renter, skønt det var så som så med sikkerheden.
Jævnligt var han kommet i bekneb og været i likviditetsnørd. Peter Nicolai har taget lån enten mod pant i fast ejendom eller kaution af familien i Hyrup. Han betalte altid kontant når han købte jord, og byggede og solgte ustandselig, enten for sig selv eller andre. Det gav ham et godt rygte, skønt han var jævn og nøjsom, en ægte hedematador var nok det man kunne påhæfte ham.
Haderslev By og Omegns Realskoles database rummer 320 elever, heri nævnes:
Efternavn: Lagoni (Bodil & Peter Nicolais søn)
Fornavn: Nicolai Peter
Indmeldt: 1.december 1871
Udmeldt: Sommer 1872
Stilling: Kroejer
Herkomst: Vojens
Rastløsheden kom over ham igen i begyndelsen af 1870’erne, han solgte alt hvad han ejede i byen og omegn – nærmest indenfor få ugers tid, og rejste fra egnen. Udbyttet ved salget havde efter sigende indbragt ham flere hundrede tusinde Mark. Omregnet til dagens priser havde det svaret til et antal millioner kroner. En anden mastodont i byen dengang omtalte Julius Nielsen, havde hjulpet Peter Nicolai af med en del grundstykker inden hans afrejse.
En annonce fra et dagblad stod der i 1870:
Land til salg.
Af mit tæt ved Vojens Banegaard beliggende Parcelsted agter jeg at bortsælge circa 15 Tønder stort Maal.
Jordens Beskaffenhed er god, og Penge vilkaarene favorable.
Lysthavende behage at henvende sig til Lagoni paa Vojens Banegaard.
I en anden annonce fra et dagblad stod der i 1870:
Paa Grund af Bortrejse agter jeg at sælge, event. at bortleie det af mig beboede Hus.
Tillige sælger jeg en Mængde Byggepladser, beliggende ligeved Jernbanestationen her, paa meget billige Betingelser, samt ogsaa et Parti Bygningsmaterialer.
En Lejlighed i Bageriet ønskes også udlejet.
Vojens, den 1. Febr. 1870
P. N. Lagoni
Han rejste til Vejle, hvor jernbanen også var i gang med at blive anlagt, her fortsatte han også som en slags underentreprenør, men satte alt over styr, alle pengene blev opbrugt ved bygning af et dæmningsbyggeri over en bundløs mose. God hjælp fik han hjemme fra Hyrup, de havde kautionerede for hans seneste investeringer i Vejle, og det kom til at koste dem dyrt.
Peter Nicolai rejste herefter til U.S.A., hvor han igen som entreprenør havde fået arbejdede med bygning af jernbaner, havde formået at genskabe det tabte, og han kom hjem og betalte enhver sit.
Peter Nicolai blev i sin alderdom gårdmand i Rejsby, hvor han også døde i 1899. Han var en velset gæst hvor han kom hen, han kunne berette om det vilde fantastiske liv i både Australien, Amerika og Woyens og mange andre steder han havde været.
Æblet faldt ikke langt fra stammen, og hans børn havde arvet faderens rastløshed og vovemod, de rejste til Amerika og Argentina hvor de efter sigende klarede sig godt.
Broderen Hans Lagoni var født i 1834 og blev farveudlært i Aabenraa. Han fik også udelængsel og rejste til Australien for at grave efter guld, og havde succes. Hvor meget gul han fik med sig hjem er tvivlsom, men det må have været nok til at han kunne starte et bageri op i Woyens på Vestergade 3, det første bageri i byen. Bygningen havde hans bror August Lagoni bygget, det var her der også var eller havde været ”Ølkonvent”. Han giftede sig med husholdersken på Woyens Vesterkro (senere Hotel Pauli) en kobbersmededatter fra Haderslev.
Efter nogle år trak udlængslen igen i Hans Lagoni, og han var flere gange i Californien. Efter svigerforældrenes død i Haderslev, arvede han ejendommen på Naffet og blev skohandler i en periode, men han kunne ikke slå sig til ro.
Han havde to døtre, hele familien havnede igen i Californien, og Hans Lagoni endte sine dage der i o.1915.
Broderen August Lagoni var født i 1842 og den yngste af børnene. Han havde hjulpet til hos sin bror Peter Nicolai, Woyens i dennes korn- og foderstofhandel, og siden hen blev han bestyrer af foretagendet. Efter en tid kunne de to brødre imidlertid ikke gå i spænd sammen mere. August havde udpræget handelstalent, han opkøbte jord og udstykkede en halv snes byggegrunde med en efter sigende stor fortjeneste. Bestandigheden i August lå ham fjernt, og også han havde smag for stærke drikke. Da han slog over i at handle med heste og kreaturer, endte det galt, han tabte alt. Dog arvede han i ny og næ en sum penge. Søsteren Nicoline havde således testamenteret ham 7.000 Mark, noget indbo og sølvtøj.
Men August var for længst faldet udenfor, og vandrede som landevejsridder på vejene i hele Norden og Tyskland. For at gøre en lang historie kort, endte August i 1916 på fattigvæsnet sygeanstalt i Flensborg. Familien var bekymret, og de havde opsøgt ham, men han havde det efter egen mening meget godt, han var vældig beruset og godt tilfreds med tilværelsen.
Peter Nicolai 3 andre søskende havde ingen arrangementer i Vojens, og som følge deraf er de ikke heri omtalt yderligere. De 2 yngste tvillinger døde kun få dage gamle.
Andre foretog samme transaktioner, og her er tale om ejeren af Vojensgaard, Friedrich Wilhelm Deichmann, der i den samme periode omkring 1860’erne foretog et stort antal grundsalg i den del som lå på østsiden af jernbanen. Deichmann drog i modsætning til Peter N. Lagoni mod syd til Hamborg.
Peter Nicolaisen Lagonis søskende:
1. Anna *02.05.1826 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1841 i Hyrup, Bevtoft. +27.01.1884 i Strandelhjørn Gift 10.11.1848 i Bevtoft med: Peter Hansen Holm *12.11.1816 i Strandelhjørn, gårdmand i Strandelhjørn. De fik 10 børn: 4 døde som små, og en blev kun 7 år. Den ældste søn Hans Peter Holm skrev sine livserindringer. Deres datter Anne Elisabeth *30.09.1862 i Strandelhjørn, +24.02.1938. Hun blev gift 20.05.1892 med: Møllersvend Iver Jessen *1845 +1928, han køber Damgaard Mølle ved Hovslund i 1875. Deres 3 børn: 1) Peter * ? 2) Iver * ? 3) Anne *16.11.1897, bosat i Haderslev. Brødrene Peter og Iver Jessen overtog Damgaard Mølle, som forblev i familiens eje frem til 1980. |
2. Peter *11.10.1827 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1842 i Hyrup, Bevtoft. +? Gift 18.12.1849 i Hyrup, Bevtoft med: (Enke) Botille Margrethe Andersen (f. Kryger). Blev derefter gårdejer af ”Østergaard”. Der var vist ingen børn i ægteskabet? |
3. Peter Nicolaisen *01.10.1829 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret 30.03.1845 i Hyrup, Bevtoft. +06.02.1899 i Rejsby. Gift 13.08.1858 i Bjolderup med: Bodil Schmidt *19.10.1835 i Rejsby, +05.01.1910 i Rejsby. Deres 8 børn: SE HERUNDER. |
4. Anne Kjerstine *28.10.1831 i Hyrup. Bevtoft. Konfirmeret april 1847 i Hyrup, Bevtoft. +1903. Gift med: Theodor Johansen *?, +1897, han drev lejestald ved Hotel Woyens i 1860/70’erne. Han var i perioden fra 1850-60 i Australien, hvor han havde forsøgt sig som guldgraver. De flyttede senere til Haderslev og Flensborg. Deres 2 børn: 1) Willaz 2) Sophie. |
5. Hans *11.05.1834 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1850 i Hyrup, Bevtoft. + ca.191 Gift 01.10.1872, Jegerup med: Dorthea Sophie Clausen *21.03.1838. De havde 2 døtre: Navne ? |
6. Jacob *14.10.1837 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1853 i Hyrup, Bevtoft. +1908. Jacob var landmand, og arvede faderens gård ”Kiskelund” i Hyrup. Senere igen gik den i arv til datteren Sophie +1910. Den anden pige døde som barn. Gift 1x 19.11.1868 i Hyrup, Bevtoft med: Anne Sine Møller *?, +17.07.1875 i Hyrup, Bevtoft. De havde 3 børn. Deres dreng Peter som var landbrugsuddannet, endte som tolder i USA. Gift 2x 1881 med: Enke Marie Boysen (f. Bekke) Jacob var på sine gamle dage bosat i Toftlund. |
7. Nicoline *25.10.1839 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1854 i Hyrup, Bevtoft. +1902 Haderslev. Gift 1x med: Købmand P.R. Juhl, og bosat i Haderslev. Gift 2x med ?. |
8. August *30.08.1842 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret april 1858 i Hyrup, Bevtoft Han blev over 75 år, og døde fattig. |
Ægteparret Bodil & Peter Nicolaisen Lagonis 8 børn:
1. Nicolai Peter *08.12.1858 i Perbøl, Bjolderup. Konfirmeret: 20.04.1873 Nørvang Herred, Vejle. +23.06.1918 Kalispell, Montana. Emigreret til Montana USA. Gift 20.02.1895 med: Ann Hannan *?. Deres 3 døtre: 1) Sylvia *12.01.1896 i Kalispell, +29.10.1954 i Kalispell, Montana 2) Bodil *21.09.1905 i ?, 3) Dixie *14.05.1908 i Kalispell. Gift i 1934 med: John Monahan. De fik 4 børn. Nicolai Peter og hans familie var i Danmark i o.1905. |
2. Hans Schmidt *21.08.1860 i Perbøl, Bjolderup. +21.10.1869 Jegerup. Blev kun 9 år. |
3. August Christian *15.09.1862 i Perbøl, Bjolderup. Konfirmeret: 01.10.1876 Nørvang Herred?, Vejle. +18.01.1932 Kalispell, Montana. Emigreret til Montana USA. Gift d.21.06.1905 med: Maude Kimmerly *30.12.1878. Deres datter: Mary *20.05.1907 i Kalispell +16.05.2001 Kalispell. Ugift og ingen børn. |
4. Agnes Christine *12.09.1864 Gl. Haderslev. Konfirmeret: 20.04.1879 Nørvang Herred, Vejle. +1941 USA. Emigreret til USA i 1886 hvor hun blev gift i Dubuque i Iowa med en landmand John J. (Var måske også gift med Chr. Casse?). |
5. Christina Petrea *25.04.1866 i Woyens, Jegerup. Konfirmeret: 10.04.1881 Rejsby. +20.04.1932 Rejsby. Ugift. |
6. Anna Elisabeth *08.09.1867 i Woyens, Jegerup. Konfirmeret: 02.04.1882 Rejsby. +11.05.1963 i USA. Emigreret til Minneapolis USA ca.1892. Gift 28.03.1892 i Ramsey, Minnesota med: Hans Rasmussen *08.08.1850 på Langeland, +19.10.1928. Bor i 1940 som enke i Madison, Iowa. Deres 5 børn: 1) Hannah *1895, ugift. 2) Ralph *1897, gift. 3) Poul *1900, gift. 4) Alice *1902, gift men skilt inden 5 år efter. 5) Grant *1906, ugift. |
7. Hans Schmidt *24.12.1869 i Woyens, Jegerup. +28.12.1869 Jegerup – Tvilling. |
8. Nicoline Hansine *24.12.1869 i Woyens, Jegerup. +26.12.1869 Jegerup – Tvilling Tvillingerne blev begge nøddøbt samme dag af jordmoderen. De døde kun få dage gamle. |
Kilder:
Bogen: ”Fra gamle dage” – 1986 af H.P. Jensen, Agerskov. Diverse avisartikler skrevet af Aage Gram, Vojens. Ellen Jensen, Hovslund. Trine Stürup, Kbh. Avisomtaler fra Vestkysten og Dannevirke. Unavngivne artikler.
———————————————————————————————————————————–
Jes Andersen Ratzer, Vojens, født 14.5.1946 i Høgelund. Har været kontrolchef hos Dansk Sintermetal, Haderslev i mange år.
Arbejder med lokalhistorie og arkivarbejde for – Lokalhistorisk Forening for Vojens-området siden år 2000.
Speciale: Erhverv og forretningslivet i Vojens fra byens start i 1860’erne og tiden frem, omfattende bl.a. billeder – dokumenter – atikler – historier mm. I 2012 medstifter af hjemmesiden: www.vojensbilleder.dk