Referat generalforsamling 2025
Referat fra generalforsamling i Lokalhistorisk Forening for Vojens-området den 25.februar 2025
Formanden Hans Muurmann bød velkommen.
Valg af dirigent. Foreslået og valgt blev Aase Raahauge Larsen, som konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.
Formandens beretning ved Hans Muurmann. Foreningen har haft 40 års jubilæum i januar 2025 og det blev markeret med en reception. Der er mange frivillige, der har været med meget længe, 2 helt fra starten. Vi er nu 353 medlemmer, og 1010 i facebookgruppen. 2024 blev det år, hvor LASS blev nedlagt. Af arrangementer havde foreningen i januar 2024 et møde sammen med Historisk Samfund, hvor Ole Gellert Andersen fortalte om flyvestation Skrydstrups start og chefen for flyvestationen snakkede om fremtiden. I februar 2024 havde vi generalforsamling, hvorefter Knud Kristensen fortalte om oplevelser fra sit liv. I april havde vi et søndag eftermiddags arrangement, hvor Marcus Eskelund Jensen fortalte om, hvordan det havde været at blive inviteret med til festen, der blev holdt på kronprinsens 18 års fødselsdag. I maj var der en aftentur til Vedsted kirke. I juni var der udflugt for bestyrelsesmedlemmer og arkivmedarbejdere med ledsager. Den gik til Læborg autohandel, hvor ejeren havde samlet mange flotte biler. August var der et arrangement for alle, hvor vi besøgte Leif Bliks` samling af gamle amerikanerbiler og andet spændende. I september holdt Jens Peter Gram foredrag om kirker og kirkegårde og og gamle skikke. I oktober havde vi en sangeftermiddag en søndag under ledelse af præsten fra Vedsted Martin Bonde Eriksen. Året sluttede med reception for den nye årbog og kalender, og vores stand på julemessen på Tørning Mølle
Beretningen blev godkendt.
Arkivlederens beretning ved Agnes Svendsen I 2024 har vi haft 112 afleveringer og AS kom med eksempler på afleveringer. Vi har haft 110 besøgende og 357 deltagere ved de forskellige arrangementer. Vi får mange forespørgsler per mail eller telefon, som vi prøver at besvare. Vi har 24.455 billeder registreret i vores database og dermed i arkiv.dk og vi har flere tusinde billeder, som er scannet, men endnu ikke registreret. Et nyt tiltag er Jørgen Skovrup, Sommersted og Jes A Ratzer, Vojens, der har lavet en film om Vojens by før og nu. Filmen kan købes hos Skovrup eller Ratzer. Kalenderen for 2025 havde temaet Købmænd i Vojens-området. Vi fik fremstillet 125, og vi har nu 12 tilbage. Foreningens årbog er også blevet godt modtaget blandt medlemmerne. Vi har 22 frivillige arkivmedarbejdere, som på arkivet har arbejdet 1.736 timer og hjemmearbejdstimerne udgør 3.286 timer, hvilket sammenlagt svarer til næsten 3 fuldtidsstillinger. Arkivlederen sluttede med at opfordre til at aflevere materiale til artikler i næste årbog.
Beretningen blev godkendt.
Foreningens regnskab ved kasserer Børge Bryld gennemgik regnskabet, som var delt ud på bordene. Vi har haft indtægter på 71.434.28. Udgifter på 66.134.52. Vi har haft en ekstraordinær udgift til et højtaleranlæg på 28.750, hvilket sammen med renter på 828.75 giver et underskud for 2024 på 22.621.49. Men vores regnskab er stadig i plus, vores egenkapital 31. december 2024 er på 298.311.90kr.
Regnskabet blev godkendt.
Indkomne forslag Der var ikke kommet forslag.
Fastsættelse af kontingent Det blev vedtaget, at kontingentet fortsat er på 100kr.
Valg til bestyrelsen På valg til bestyrelsen var Hans Muurmann, Knud Kristensen og Else Petersen, som alle blev genvalgt. I stedet for Erik Emborg, som ikke ønskede valg, blev suppleant Jes A Ratzer valgt. Som suppleant til bestyrelsen blev Svend Folke Thrysøe foreslået og valgt.
Som revisor genvalgtes Mogens K Larsson og som revisorsuppleant genvalgtes Theodor Schmidt.
Eventuelt der var ikke noget til eventuelt.
Herefter takkede dirigenten for god ro og orden og generalforsamlingen afsluttedes.
Referent Else M Hansen